Swoos 1968 - 70

Bel Mondos er gået i opløsning, og Kaj vælger at finde ud af noget sammen med vores gamle trommeslager Dan. Jørgen og jeg har stadig lyst til at spille, og bliver via Bjarne Ludvigsen præsenteret for et band der øvede i Bispebjerg Kulturcenter.
Bandet bestod af brødrene Hans og Niels Kristensen, som henholdsvis spillede bas og sang, derudover havde de en meget ung trommeslager Tommy på hånden. Vi prøvede sammen nogle gange, men det viste sig at Jørgen ikke følte, at det vokale samarbejde med Niels fungerede helt optimalt, så det endte med at Jørgen trak sig, og jeg blev tilbage i bandet.

Hans og Niels kendte så en guitarist de tidligere havde spillet sammen med som hed Eugen Schmidt, og han var helt med på at spille rytmeguitar a la Bruce Welch fra The Shadows. Han var også til Elvis, Doors og Creedence Clearwater Revival o.s.v. så vi faldt fint i hak med hinanden.

Det viste sig dog at trommeslageren var lige flyvsk nok. Da vi på et tidspunkt ikke kunne bruge kulturcenteret som øvelokale, mente han at han havde det ideelle sted vi kunne øve. Det var i kælderen i den 4 etageres ejendom, hvor han boede. Første gang vi skulle spille, gik der fem minutter, så stod samtlige beboer fra ejendommen og bad os holde op. Så skaffede han os plads i Grundtvigskirkens krypt. Her nåede vi vist at spille tre gange, så kolliderede det med at organisten skulle øve oppe i kirken, og så blev det også droppet, hvorefter Tommy forlod os.

Niels kontaktede så en tidligere trommeslager der hed Ole Bandholm og som var ved at læse til læge.
Han ville gerne spille sammen med os, og vi var så heldige at få lov til at øve i Ringertoftens Ungdomsklub.
Vi fandt på navnet Swoos, der overhovedet ikke skulle betyde noget som helst.

Herover har vi fra venstre:  Hans Kristensen, Per Jensen, Eugen Schmidt, Niels Kristensen og Ole Bandholm.

Vi skulle være medlemmer af ungdomsklubben
og love at spille til bal
en gang om måneden, det var helt fint.
Endelig havde vi fået sat noget sammen, som så ud til at fungere.

Det hændte at vores trommeslager Ole
havde forbehold med øveaftnerne, for hvis han havde vagt på hospitalet, kunne han kun komme, hvis patienten døde.

Vi fik kontakt til en impresario -f.SJJ Production- som kom og lyttede til os, og tog os i sit katalog. Vi fik bl.a. beskrivelsen: Bandet med den helt specielle sound pga. lyden på min guitar.

Vi kunne alle godt lide at spille Shadows musik.
Jeg var dog begyndt at være lidt utilfreds med at jeg ikke kunne få den rigtige Hank Marvin sound frem i guitaren, den var for ren i lyden, og gik ikke rigtigt igennem med intrumentalnumrene, kun i Spotnicks numrene.

Hans “Joakim von And” forbarmede sig, og købte en brugt Fender Stratocaster af en nabo til Hans og Niels.
Den blev overdraget til mig, og jeg kunne så afdrage den over xx mdr.
Det var sager at få den ægte vare, så nu var det bare derudaf.

Her er så den stolte ejer af en rigtig Fender Stratocaster.


Vi fik mange gode jobs bl.a. 2.Juledag og nytårsaften i Kommunisternes Festsal, forskellige ungdomsklubber, Liseleje Strandhotel, Charlie Brown - Strandgade 44 på
Christianshavn, Jomfruburet på Strøget og Star Club på Åboulevarden.

Her er det billeder fra Star Club.

Derudover gik vi uden om impresarioen og fik job i Nyhavn 41, hvor vi spillede alle hverdage hele uger ad gangen.
Det var medens jeg arbejdede på Gutenberghus, så det var ikke meget søvn jeg fik i de uger, jeg kunne dog overnatte hos mine forældre i København.  ( Jeg var i 1969 flyttet fra København til Svogerslev ved Roskilde ).

Sommeren 1970 var Hans, Niels, Eugen og jeg på
charterferie til Mallorca.   Det var der også tid til.

 

til forsiden

næste side